Royaumont

En grøn klosteridyl nord for Paris
af journalist Aase Nørrung ©

Fakta:

L’abbaye de Royaumont ligger 35 km. nord for Paris. Fra motorvejen Paris-Lille, drejes fra ved afkørslen St. Witz og ad D 922 mod Fosses, Luzarches og Viarmes.
Selv kom jeg dertil med tog fra Gare du Nord og fortsatte derefter et par kilometer til fods. Klostret ligger et par kilometer uden for Luzarches
I weekenden har te-salonen, der er indrettet i selve klostret, åben. Men der er plæner og bænke, hvor den medbragte madkurv kan nydes. I landsbyen Luzarches er der flere spisesteder og et supermarked.
Der tages entrè til klostret.
Oplysninger om koncerter oplyses på www.royaumont.com

I det frodige Ile-de-France ligger klostret Royaumont omgivet af søer, vandløb og skove med fuglesang. På behørig afstand af verdensbyens tummel, i en landlig stilhed, der kun brydes af traktorstøj og brølende køer på de omgivende marker.
Abbediet Royaumont blev grundlagt af den franske konge, Louis d. 9. også kaldet Louis den Hellige i 1228, og fra denne første periode stammer kirken, der var 105 meter lang.

I dag er der dog kun enkelte rester tilbage. Blandt andet det høje tårn. For under revolutionen blev klostret tømt for munke, og den nye ejer så det som sin fornemste opgave at få symbolet på kirkens magt til at forsvinde, så han spændte okser for alle søjlerne for på den måde at få hvælvingerne til at styrte sammen.
Selve klosterbygningen, der stammer fra 1300-tallet, blev ved samme lejlighed bygget om til en bomuldsmølle, hvor man udnyttede cisterciensernes viden og kunnen om hydraulic. De tidligere beboere havde nemlig forsynet klostret med såvel rindende vand som kloakering ved at pumpe flodvand op gennem kanaler fra den nærliggende Oise-flod. For eksempel kunne brødrene fryde sig over toiletter med skyl, da der blev ledt rindende vand ind under de to rækker latriner. En bekvemmelighed, der ikke var mange af deres naboer forundt på den tid.
Efter tiden som bomuldsmølle blev stedet i 1869 genindviet som nonnekloster, og søstrene påbegyndte en gennemgribende restaurering af de medtagne bygninger.
Måske var opgaven for stor en mundfuld, for i begyndelsen af 1900-tallet blev kloster og jord overtaget af familien Goüin, som stadig ejer stedet.

I 1964 besluttede familien at overdrage selve klostret til en fond, Fondation Royaumont, der som et væsentligt formål havde restaurering og bevarelse af det historiske monument. En restaurering, der stadig står på.
Derudover støtter fonden forskning inden for musik, især midderaldermusik og ny musik, ny dans og poesi. Til det formål er en del af klostret indrettet, så unge, professionelle kunstnere kan bo og deltage i workshops på tværs af kunstarterne. Og meget ofte resulterer disse ophold i koncerter og forestillinger, der er åbne for publikum.
Selvom denne del af klostret er lukket for offentligheden, er stedet alligevel en udflugt værd, da der ikke findes mange så velbevarede klostre af sin art i Frankrig.
Mens den lukkede klostergård omkranset af søjlegange indbyder til eftertanke, giver fællesrummene den besøgende anledning til refleksioner over datidens klosterliv. Ikke mindst refectoriets, spisesalens, klinkegulv vækker beundring. Det består af 40.000 klinker, heraf de 10.000 med motiv, som er blevet specielt fremstillet efter Middelalderens teknikker.
Et andet link til Middelalderen og den viden, der samledes i klostrene, er haven med farve- og lægeurter, inspireret af den berømte benedictinernonne, kunstner og videnskabskvinde, Hildegard von Bingen, som levede i det 12. århundrede.



Artiklen har været offentliggjort i ”La France”