Rejsetips: Paris i børnehøjde
Rejsetips til storbyferie for forældre og børn.
“Turisterne ved Eiffeltårnet” (2011)
en erindring malet af billedkunstneren Susse Nordly, der besøgte Paris som 14-årig i 1980.
Efter udgivelsen af de to Paris-guider bøger, Paris bag facaderne og Paris til fods blev jeg af flere børnefamilier spurgt, om jeg ikke kunne skrive en bog om storbyferie i Paris i selskab med børn. Den opfordring fik mig til at kigge på Paris fra en børnesynsvinkel, og resultatet af min research, suppleret med egne og andres erfaringer med at have at have børn med til Paris, er nu samlet i Paris i Børnehøjde.
En artikel, der med sin blanding af praktiske oplysninger og gode idéer forhåbentlig kan gøre sit til, at familien, voksne som børn, får det mest mulige ud af et ophold i verdens bedste storby.
Paris i Børnehøjde giver råd om alt det praktiske fra pakning af børne- og voksenrygsække og den offentlige transport til middagshvil i de parisiske parker og dans på kajen i aftenmørket.
Som turister i Paris skal vi helst opleve det hele og mere til. Seværdigheder som Eiffeltårnet, Notre-Dame og Montmartre skal selvfølgelig besøges første gang, turen går til Paris.
Men det betyder ikke, at hele ferien skal bruges på at styrte fra den ene seværdighed til den næste. Noget af tiden skal også gå med at nyde byens atmosfære, få øje på de forskelligheder, der selvfølgelig er i forhold til det, vi kender hjemmefra. Ligesom der skal være en aftale om at improvisere og tage del i det, der sker her og nu, og derfor ikke kan planlægges hjemmefra.
Det betyder, at vi må og skal foretage nogle valg – især fravalg – for der er så meget at se, at det ikke kan nås på en enkelt ferieuge. Det gælder derfor om at være realistiske og sørge for at lægge godt med luft ind i dagsprogrammet, da tidsplaner har det med at skride i Paris. Skal I hele tiden skynde på hinanden, ender turen nemt som et mareridt for børn såvel som voksne.
Så er det tid til at komme af sted. Og selvom det ikke kan gå hurtigt nok for ungerne med at komme hen og stå ansigt til ansigt med Eiffeltårnet, så brug alligevel lidt tid på at pakke tursækken med alt det nødvendige til en lang dag.
I hver børnesæk skal der en flaske isvand. Lagt i frostboksen aftenen i forvejen og inden afgang pakket ind i en våd avis og en plastikpose. Smeltevandet drikkes undervejs, og der fyldes efter ved de kommunale vandposte i gader og parker.
Kan det parisiske postevand drikkes, eller skal det være købevand, spørges der igen og igen. Selv holder jeg mig for det meste til det kommunale, men må også indrømme, at det ind imellem kan have en lidt for kraftig klorsmag. Men masser af parisere drikker det, eventuelt suppleret med flaskevand til maden. For flaskevand er ikke gratis, og der skal jo nogle liter til, når solen brager ned over byen fra en skyfri himmel.
Fordi man er udenlands behøver aftensmaden ikke at bestå af burgere, spaghetti eller pizza alle ugens dage. En del af oplevelsen ved at være udenlands er jo også at spise på restauranter, der serverer de lokale specialiteter som indvolde (tripes), blodpølser (boudins) eller snegle (escargots)
Spøg til side: Rigtig mange restauranter serverer måltider, børn er trygge ved at spise, som grillstegt kylling (poulet rôti), bøf (bifteck) eller hakkebøf (bifteck haché) med fritter (avec des frites).
Gennem årene har jeg også haft gode erfaringer med at lade børnene – og voksne med for den sags skyld – kaste et diskret blik rundt på de medspisendes tallerkener. Måske er der noget, der frister, og så kan man spørge, hvad retten hedder. En anmodning, jeg aldrig har oplevet blive taget ilde op. Tvært imod vil de adspurgte gøre alt for at forklare, hvad der ligger på deres tallerken, behørigt understreget af fagter og lyde, som illustrerer såvel hvilket dyr, der har lagt kød til retten, som hvordan den i øvrigt smager.
Mange børn er også med på at prøve noget nyt som for eksempel den nordafrikanske ret couscous med grønsager, dampede semuljegryn, kylling, lamme- eller oksekød og de arabiske krydrede pølser, mergues. Ligesom byens mange pakistanske restauranter serverer kylling- og lammeretter, der ikke nødvendigvis er hot-hot målt med danske børneganer. Også de kinesiske restauranter er altid et sikkert hit, især dem i byens kineserkvarterer, 13. arrondissement, hvor retterne laves i harmoni med de omkringboendes smag.
Ved første øjekast ligner Paris alle andre storbyer. Men ved det andet er der en masse i gadebilledet, der ikke er lige som derhjemme. Små og større ting som er med til at give børnene en oplevelse af at være kommet udenlands, får dem til at stille spørgsmål og erfare, at ting kan gøres på flere måder.
For at hjælpe dem lidt i gang har jeg mange gange stillet opgaven: Find fem ting, som du synes er mærkelige eller anderledes. Hvortil svaret har været et tvært: ”Jeg kan da ikke få øje på noget”. Men med lidt førstehjælp kommer de i gang, og resten af turen er det blevet lidt af en sport at finde forskelligheder. Også nogle, jeg aldrig selv ville have tænkt over.
Et eksempel kan være de grupper af voksne, der ved frokosttid eller sidst på eftermiddagen samler sig foran en dør med det franske flag, tricoloren, vejende oven over.
Forklaringen er, at de venter på, at børnene får fri fra skole. De små, franske skolebørn bliver fulgt i skole om morgenen og hentet igen om eftermiddagen. Men da døren ind til skolen er låst, må forældre og store søskende stå udenfor og vente på, at de små elever kommer ud. Klassevis og fulgt til dørs af deres lærer.