Parc Floral

Et hyggested på en solrig forårsdag

af journalist Aase Nørrung ©

Farver, blomster i tusindtal, søudsigt, kringlede stier og skyggefulde gemmer, plads til leg, latter og afslapning under gamle korsikanske pinjer. Parc Floral i det sydøstlige Paris byder på det hele.
Parken, der er på 31 hektar, blev indviet i 1969 i anledning af den Tredje Internationale Blomsterudstilling, som Paris var vært for. Den er anlagt i en del af Vincenneskovens område på et gammelt militært øvelsesterræn med, der lå i tilknytning til det store borganlæg, Château de Vincennes.
Dette område, som i dag er kendt som Bois de Vincennes, blev i 1860 foræret til byen Paris af Napoleon III, der så det som sin livsopgave at gøre Paris til en uovertruffen, strålende verdensby. Med gaven fulgte den betingelse, at byen skulle omdanne det militære terræn til park. Som en symmetrisk pendant til Boulogneskoven mod Vest. Og byen takkede og parerede ordre, så pariserne i dag kan glæde sig over et stort og smukt rekreativt område lige uden for byporten.

skov

Parc Floral er en lille del af denne skov, der i 1960’erne blev skilt ud og overladt til landskabsarkitekten Daniel Collins faglighed og kreativitet. De Olympiske lege i Tokyo få år forinden, inspirerede arkitekten. Med buede tagkonstruktioner på pavilloner og væksthuse og en bølget brolægning som på det olympiske stadion.
15 måneders anlægsarbejder skulle der til, før man kunne begynde at tilplante det, som skulle blive det største grønne område i Paris skabt siden slutningen af det 2. kejserdømme.
Af den oprindelige park står kun de smukke korsikanske pinjer tilbage, mens al anden beplantning var nyplantede ved indvielsen. Det ses dog ikke nu, hvor alle træer og buske er groet til.

Parc Floral er ikke kun en rekreativ bypark, men også en af flere botaniske haver i Paris. Fra tidligt forår til hen på efteråret er der skiftende beplantninger, der fryder blikket. En samling på 650 iris fra hele verden, 250 forskellige tulipaner, tusindvis af farverige, små aurikler, azaleaer og rhododendronbuskadser fryder øjet. En international dahlia-konkurrence sætter farver på efteråret.


blomster

Parc Floral er et oplagt bud på et udflugtsmål for at fejre forårets komme i grønne omgivelser. Ligesom parken og dens skyggefulde plæner er en kølig oase, når storbyen koger i sommerheden. Der er god plads til alle. Til de unge studerende, der holder en tiltrængt pause fra eksamensopgaverne i det nærliggende Maison des Examins, til de botanisk interesserede, udkørte turister og legelystne børn. Men den rummer også stille kroge til den, der trænger til en pause fra den pulserende by.
Selvom parken er meget rettet mod børnene med en stor legeplads, borde og bænke. Med et lille tog, udlejning af cykler, der har plads til hele familien, marionetteater, minigolf og plæner, der må betrædes, er der også tænkt på de voksne. Der er eksempelvis flere restauranter og bænke i passende mængder med såvel udsigt som skygge. For de bonsaï-interesserede er der demonstrationer og væksthuse, der drypper af væde. Der er udendørs jazzkoncerter og kunstudstillinger mellem det grønne.

Selvom dagens mål er Parc Floral kan det stærkt anbefales at bruge tid på Château de Vincennes – når man nu er på de kanter. Den imponerende borg var tidligere residens for de franske konger, og den ældste del, borgtårnet donjon, blev bygget helt tilbage i 1300-tallet.
Den store Bois de Vincennes er i dag et stort rekreativt område med cykel- og vandrestier og flere idylliske søer. Bag Parc Floral ligger bygningerne fra en nedlagt krudtfabrik, La Cartoucherie, der i dag er hjemsted for flere teaterkompagnier. Blandt andet det verdensberømte Théâtre du Soleil.

vand

Artiklen har været offentliggjort i bladet “La France” www.lafrance.nu


Fakta:

Parc Floral ligger i den sydøstlige ende af Paris. Metrolinje nr. 1 til Château de Vincennes. Derfra ca. 500 meter langs Fort de Vincennes – Fort neuf til indgangen på Esplanade St – Louis.

Parken er åben året rundt med gratis adgang. Fra begyndelsen af juni til slutningen skal der betales entre onsdag, lørdag og søndag. Ligesom der opkræves entre i forbindelse med eksempelvis friluftkoncerter.

Entréen er 5,50 euros for voksne. Det halve for store børn og unge, 25 år, mens børn under 7 år har gratis adgang.

Åbningstider: April til september fra kl. 9.30 til 20. Efterår og vinter lukkes der et par timer tidligere.

Højsæsonen for blomstring er april, maj og juni, september og oktober.

Ang. specialarrangementer og koncerter kan man orientere sig på parkens hjemmeside.