Ma Tante
”Ma Tante” er parisernes kælenavn for byens offentlige lånekontor – en seværdighed af de mere specielle
Af journalist Aase Nørrung ©
Det sker på byens offentlige lånekontor, Crédit Municipal de Paris, i Maraiskvarteret, hvor pelsværket passes og plejes efter alle foreskrifter til vinteren melder sin ankomst, og ejerne indløser deres pelsværk mod et mindre gebyr for ulejligheden.
En god historie. Ja. Men ikke til at bevise, siger de på lånekontoret. Ikke desto mindre tegner der sig et tydeligt billede af lånekontoret som en billig pelsopbevaring i sommermånederne.
Det første lånekontor blev oprettet i 1637 af filantropen og lægen, Théophraste Renaudot, med forbillede i de italienske Mont-de-Piété. Som en hjælp til Paris’ fattige befolkning og en konkurrent til de griske pengeudlånere, kaldet ”lombarderne”, der holdt til i rue des Lombards. Men de fattiges glæde varede kort. For allerede i 1644 lukkede stedet som følge af politiske stridigheder og genåbnede først i 1777 i de bygninger, hvor det stadig har adresse: Rue des Francs-Bourgeois nr. 55 i Maraiskvarteret. Fra 1918 under navnet Crédit Municipal de Paris med filialer spredt over hele Paris.
Hvad kan pantsættes?
Så godt som alt kan pantsættes hos ”Ma Tante”, som lånekontoret kaldes i daglig tale. I gamle dage var det ofte familiens madrasser, der ”blev stampet”. Loven sagde nemlig, at fogeden ikke havde ret til at tage folks madrasser som pant for gæld. Derimod var der ikke forbud mod, at folk selv pantsatte dem. Så alene i 1862 blev der pantsat over 15.000 madrasser.
Et andet udtryk for at pantsætte sine ejendele var ”Mettre au clou”, hænge på sømmet, som kommer af, at de pantsatte effekter tidligere blev hængt op på søm. Blandt andet var det en udbredt praksis, at håndværkerne i perioder med arbejdsløshed belånte deres værktøj, som så hang og ventede på bedre tider.
I dag er mulighederne for, hvad man kan pantsætte, utallige. Udover pelse belånes alt fra smykker og vin til cykler, malerier og fjernsyn. Kun biler tages ikke ind, da byens bilejere fik den idé at bruge stedet som en billig parkeringsplads. Blandt de mere kuriøse effekter, der gennem tiden har hængt ”på sømmet” er en lille énmandsflyvemaskine og et tærskeværk.
Der er omkring 300 ansatte på lånekontoret. Heriblandt de eksperter, der vurderer de indkomne effekter. Reglen er, at ejeren kan låne 50% af genstandens værdi og har et år til at indløse den, hvorefter lånet kan forlænges år for år mod et gebyr. Der er således ingen overgrænse for, hvor længe et pant kan ligge i depot. Et klaver var eksempelvis pantsat i over 50 år, før det blev indløst. Der er heller ingen minimumsgrænse, og den hurtigste indløsning var et ur, der kun var pantsat i et døgn.
Lånekontoret har i snit 700 kunder om dagen og heraf er 80% kvinder. Det er folk fra alle socialklasser, der belåner ejendele. Dog med overvægt af fattige. Men man har også eksempler på forretningsfolk med brug for kapital, der pantsætter deres private bohave, som så diskret indløses, når krisen er drevet over.
På lånekontoret har man en meget stor indløsningsprocent, så i snit kommer kun én ud af ti effekter på offentlig auktion. Resten indløses eller fornyes.
Man arbejder ud fra begrebet ”Boni”, ekstrafortjeneste. Det betyder, at hvis et pant ikke opnår vurderingsprisen på auktionen, så får klienten alligevel udbetalt vurderingssummen. Filosofien er, at eksperten har fejlvurderet, og det skal kunden ikke lide under. Samme princip gælder også, hvis pantet sælges for en pris, der ligger over vurderingen. Så er det kunden, der scorer gevindsten.
Tante bærer mange kasketter
Halvdelen af de ansatte er tilknyttet den økonomiske rådgivning, Le Groupe Crédit Municipal, der nu om dage udgør en stor del af den hjælp, institutionen yder betrængte medborgere.
Her tilbydes gennemgang af klienternes budgetter, man tilbyder sin assistance som bisidder ved møder med kreditorer, ligesom iværksættere kan opnå mikrolån til deres projekter gennem banken.
Og på det seneste har institutionen tilbudt et nyt produkt: ”La cave de Ma Tante”, Tantes vinkælder, hvor private kan få opbevaret deres dyre dråber under sikre og veltemperede forhold.
Alle disse ydelser mod et salær, som årligt giver et overskud på omkring 90 millioner kroner. Penge, der tidligere blev overført til hospitalsdriften, men nu kommer kulturlivet til gode og blandt andet sikrer gratis adgang til de skiftende udstillinger i Tantes baggård.
Crédit Municipal de Paris dækker Paris og Ile de France.
“Ma Tante” ligger i: Rue des Francs-Bourgeois nr. 55 i 4. arrondissement
Artiklen har været offentliggjort i bladet La France
Kælenavnet ”Ma Tante” stammer fra 1800-tallet, hvor kongesønnen og levemanden, le prince de Joinville, betalte sin spillegæld ved at pantsætte et ur, han havde fået af sin mor. Da hun spurgte til uret, svarede han, at det havde han glemt hos sin tante!
Selv om man ikke kommer for at pantsætte sine ejendele, er bygningskomplekset med de to indre gårde et besøg værd. Indgangen til låneafdelingen ligger til højre i den forreste gård, mens auktionshallen med eftersyn ligger i venstre hjørne.
I den bagerste gård ligger tårnet, hvis nederste del stammer fra 1100-tallet og indgik som en del af den daværende bymur. Bymurens forløb er markeret med brosten i en afvigende farve. Her ligger også den bygning, hvor der vises skiftende udstillinger med relation til Paris.
Mustensbygningen ved siden af tårnet er bygget til at rumme pantsatte madrasser. Madrasserne var selvsagt snavsede og fulde af utøj. Men Louis Pasteur opfandt en ”vaskemaskine”, som dampede madrasserne og dræbte alt kryb. Den er i dag et klenodie, som står lige inden for glasdøren i porten ind til ”Ma Tante”.
Crédit Municipal har den regel, at en mand ikke kan pantsætte sin kones smykker uden hendes skriftlige tilladelse. En anden regel er, at man for at hindre gaderøverier, når folk kommer ud af porten, højst kan få udbetalt 3.000 euros i kontanter.
Det faste salær og ”Boni”-ordningen har medført, at mange private nu sender deres effekter til auktionerne hos ”La Tante” i stedet for til de private auktionshuse.
På www.creditmunicipal.fr kan man se, hvornår der er eftersyn og auktioner på lånekontoret. Og hvilke effekter, der kommer under hammeren. Køberne er for en stor dels vedkommende professionelle, som antikvitetshandlere. Men der er fri adgang for alle til såvel eftersyn som auktion.
Kilde: Emilie Pourquery, Crédit Municipals kommunikationsafdeling