Kirkegårdene i Paris er et populært turistmål

Ved første øjekast kan de parisiske kirkegårde godt tage sig grå og kedsommelige ud. Det slår én i særlig grad, hvis man står på rue Caulaincourt, der på bropiller er ført hen over Montmartres Kirkegård, og kigger ned på de mange sten, sarkofager og småkapeller.
Dér, lige under os, ligger de døde parisere i tusindvis. Tæt på hinanden, ligesom de levende parisere. I lange rækker under sten og beton uden det formildende havepræg, vi er vant til fra de danske kirkegårde.
Men kigger man nøjere efter, viser de dødes byer sig at være lige så spændende at gå på opdagelse i som den omgivende by. Fyldt med interessante detaljer, der fortæller om levede liv, om en død, der måske ikke blev som de flestes.
Kirkegårdene afspejler det franske samfund, den franske kultur og politik gennem flere hundrede år. Her ender de alle: De udødelige i det Franske Akademi, tidens og eftertidens kändisser, politikere af alle observanser, økonomiens går eminencer, adel og borger, bødler og ofre. Her mødes de uanset forhistorie.

Attraktive hvilesteder

De tre største udflytterkirkegårde i Paris er Père Lachaise, Montmartre og Montparnasse, som blev placeret i hvert sit verdenshjørne: Montmartre i nord blev indviet sidst i 1700-tallet, mod øst Père Lachaise i 1804, mod syd Montparnasse i 1824 og i vest Passy i 1820.
Siden de blev anlagt for omkring to hundrede år siden, har de trukket nysgerrige til på grund af deres kendte beboere eller de gravmæler, der blev skabt til dem af tidens berømte kunstnere. Og turisterne kan i portvagten få udleveret et gratis kort med angivelse af de kendteste gravsteder.
Også danskere har fundet deres sidste hvilested i Paris. På Montmartre ligger forfatteren og samfundskritikeren P.A. Heiberg begravet på nr. 17, rue des Anglais. Han blev landsforvist af den danske konge i år 1800 for sin kritik af enevælden. Det samme gjorde hans landsmand, Malthe Conrad Bruun, som senere blev en respekteret og vidtberømt geograf under navnet Malte-Brun. Begge søgte til Paris, hvor de blev skattede borgere og boede til deres dages ende.
Malte-Bruns gravsted, en obelisk, ligger som det tredjesidste på venstre side af Avenue Transversale i 4. division på Montparnassekirkegården.
På Père Lachaise købte den danske gesandt i Frankrig, grev Walterstorff, som var deres samtidige og i det skjulte Heibergs ven, sig plads til et gravmæle, hvorfra han på det tidspunkt havde udsigt ned over sit elskede Paris.

Det i dag ret forfaldne monument ligger i 39. division oppe ad skrænten på en lille sti mellem Avenue des Acacias og Avenue Transversale nr. 1.
Også Passy-kirkegården har en kendt dansker blandt sine logerende: Modeskaberen Erik Mortensen, der arbejdede for det franske modehus Balmain. Hans grav ligger på venstre hånd på den vej, der går til højre fra indgangen og Salle d’Attente op til Avenue Chauvet. Mellem grav 1 og 2 på planen over kirkegården.

I dag er kirkegårdene en integreret del af Paris. Men da de blev anlagt som erstatning for mange små kirkegårde inde i det overbefolkede Paris, lå de et pænt stykke uden for byen.

Myndighederne dengang kunne godt se, at der skulle noget ekstra til for at få gang i udflytningen. Kunne man gøre stedet attraktivt for det bedre borgerskab, var successen hjemme. Det blev derfor besluttet at skuespilforfatteren Molière, der levede i 1600-tallet, og alle tiders mest berømte kærestepar, Heloïse og Abelade, som boede i 1100-tallets Paris, skulle flyttes til Père Lachaise.

Planen lykkedes til fulde, og et væld af berømtheder har nu deres sidste hvilested på den verdenskendte adresse.
Også byens to andre udflytterkirkegårde på Montmartre og Montparnasse blev befolkede i takt med, at byen voksede. Men her har det især været de lokale, de mange kunstnere og intellektuelle, som gennem flere generationer har gjort de omkringliggende kvarterer til kulturelle kraftcentre i verdensklasse, der har gjort deres til stederne er blevet attraktive.