Små museumsperler

Atelier-museer i Paris

Af journalist Aase Nørrung ©

For turister er Paris et overflødighedshorn, når det gælder museer. Især kunstmuseer.
Og når man som turist ”har gjort” de store verdensberømte kunstsamlinger og stadig har mod på mere, kan det anbefales at kaste et blik på den underskov af små specialmuseer, som byder sig til. Eksempelvis de museer, der er indrettet i kunstnernes egne atelierer og i høj grad er et besøg værd. For udover at fungere som udstillingssteder giver de også den besøgende et indblik i de omgivelser, som den tids kunstnere boede og arbejdede i.

Malerne Maurice Denis og Gustave Moreau er sammen med billedhuggerne Antoine Bourdelle og Ossip Zadkine nogle af de kunstnere, der er blevet udødeliggjort via deres eget museum.

Alle fire er de født i anden halvdel af 1800-tallet. En epoke, der for længst havde lagt den franske revolution bag sig, og hvor Frankrig går fra at være landbrugsland til industrisamfund.
Et samfund, hvor fremtiden tilhører byerne med Paris som det ubestridte centrum.

Fra industrier og kolonier flyder pengestrømmen til Paris, hvor der opstår et borgerskab, som efterspørger luksus og kan betale for den. En ønskesituation for kejser Napoleon den 3. og hans drømme om at gøre Paris til den verdensby, vi kender i dag.

Med baron Haussmann som chefarkitekt rives gamle kvarterer ned for at give plads for nybyggeri. De store boulevarder anlægges og kantes af luksusbyggerier med alskens moderne bekvemmeligheder. Byen stråler i natten fra de mange gaslys. Borgerskabet morer sig, teater- og caféliv blomstrer. Det samme gør bordellerne. Livet i 1900-tallet er viet nydelse og kultur.

– Men det nye borgerskab vil også have kunsten indenfor i de smukke saloner. Og unge talenter strømmer til byens mange nye kunstskoler, fortæller kunsthistoriker Patrick Imbard med speciale i det 19. og 20. århundredes kunst

– Det kommer på mode blandt borgerskabets døtre at udfolde sig kreativt. Og derfor bliver mange af de nyopførte huse udstyret med et atelier i tagetagen, forklarer han på en rundtur i 17. arrondissement og peger op på det ene hus efter det andet, hvor tagetagen er forsynet med store ateliervinduer.

”Heroppe dyrkede kvinderne akvarelmaling, spillede klaver, sang, eller de holdt salon. ”A l’ombre des jeunes filles en fleurs on boit du thé, on joue du piano au degrès zéro de la liberté”(I skyggen af unge pigers flor drikker man te, spiller man piano på frihedens nederste trin), som Marcel Proust skrev i sin store roman ”A la recherche du temps perdu”.

Disse hobbyatelierer ses stadig i stort tal i Paris’ mere velstående kvarterer, men er i dag for størstedelens vedkommende indrettet til utraditionelle – og dyre lejligheder.

Det kunst- og købedygtige publikum ville have ny kunst, og kunstnerne fandt inspiration i den antikke mytologi, i symbolikken og kristne fortællinger. Bourdelle var som elev af af Rodin optaget af den græske antik, Denis, der var troende katolik malede allegoriske billeder og kirkeruder. Det samme gælder Moreau, der livet igennem var inspireret af det antikke Italien og myterne.

De mest succesfulde af tidens malere blev med tiden selv en del af borgerskabet og indrettede sig med atelier og bolig i de nye kvarterer. Nogle af dem blev så velhavende, at de ligefrem indrettede et showroom, hvor køberne kunne komme og se på kunstværkerne, mens selve arbejdet foregik i mere beskedne og praktiske omgivelser.

En undtagelse blandt epokens berømtheder er den lidt yngre billedhugger Ossip Zadkine. Som autodidakt kunstner og jødisk indvandrer fra Rusland, uden formue og et indflydelsesrigt netværk, havde han livet igennem mere end svært ved at tiltrække kapitalstærke kunder til sit beskedne atelier i udkanten af Paris.

Når vi i dag kan besøge disse små museer, skyldes det især, at kunstnerne – og især deres arvinger – testamenterede værkerne til staten på betingelse af, at de afdødes atelier’er blev indrettet som ”mindestuer” for de pågældende. En måde at sikre afdøde mod at havne i den totale glemsel, når andre –ismer tog over, som Patrick Imbard prosaisk udtrykker det.

Artiklen har været offentliggjort i Bladet La France